Hvad er 'slik'?

22 marts Mikki Ragn 0 Comments

Det virker nærmest som et åndssvagt og banalt spørgsmål. 'Slik' og den slags, det er vel bare ting som Haribo, chokolade, kage og sodavand, ikke?
Well, nah. Når man er dybt afhængig af sukker, så vil hjernen altid finde en vej. Er Müsli barer kage? Er figenstænger slik? Er appelsinjuice 'sodavand'?
Der findes utrolig mange søde produkter som ikke sælges som værende decideret traditionelt slik - men det indeholder mindst lige så meget sukker. Det er vigtigt at være opmærksom på den slags "mad", for hvor man tror man slap afhængigheden med "sundere" alternativer, trækker  man måske bare pinen ud og holder sig selv for nar.

Der er mange der bruger tørret frugt som alternativ til slik. Men det er jeg ikke fortaler for. Det eneste der gør tørret frugt sundere end traditionel slik, er måske en smule vitaminer og samt fibre. Der er ganske vist ikke tilsat sukker, men indholdet af frugtsukker er ofte højere end indholdet af alm. sukke i normal slik.
I en pakke Haribo matador mix er der 80g kulhydrater pr. 100g, mens dadler har ca. 81g pr. 100g.
Det mest hyppige problem ved "sundt slik" er også at mange fejlagtigt får en fornemmelse for, at hvis det er 'sundt', så må man unægteligt kunne spise mere af det med god samvittighed. Og pludselig har man spist så meget at det havde været 'sundere' med en enkelt pose slik.
Jeg er heller ikke fan af at erstatte mit førhen overdrevene slikforbrug, med et i stedet overdrevet dadelforbrug. Det smager godt, men jeg ville bare holde sukkerbehovet kunstigt i live med et alternativ der altid ville minde mig om, hvad det er jeg prøver at undgå. Det er dog noget andet med frisk frugt. De fylder, og mætter mere, og derfor får man ikke spist lige så meget og dermed får en stor koncentration af frugtsukker.

For mig er det et spørgsmål om alt eller intet. Nogen kan styre det, men for mig bliver det bare min nye afhængighed, og det får jeg ikke noget ud af.
Og jeg mener virkelig alt eller intet! Enhver sten skal vendes for at finde det skjulte sukker. Der er ikke længere sukker i kaffen, ikke engang mælk. Honningristet Müsli til morgenmad? Nej, det går ikke.. Frugtsmoothies? Det er noget man laver som snack, også selvom der er spinat i. Syltetøj på franskbrød? Der er vel teknisk set bare en ét lags lagkage uden creme.
Det lyder alt sammen meget ekstremt... Det er det også, men det er også en af mine faldgruber. Min hjerne gør meget for at overbevise mig om hvad der er ok, og pludselig bemærker jeg at jeg drikker lidt for meget likør om aftenen, og mere saftevand end jeg plejer - fordi jeg har glemt at der også er sukker i det.

Her er det nok i virkeligheden et spørgsmål om at bekæmpe "snack mentaliteten". Jeg har alt for længe haft et behov - som i bund og grund nok bare handler om dårlig vane - for at 'hygge mig med noget'. Jeg vil gerne have noget at gumle på om aftenen, eller når jeg skal arbejde koncentreret, eller når jeg skal ud på en længere rejse.
Men snacks gælder også ikke-sukker snacks. Det er ikke big deal hvis jeg spiser lidt chips eller nogen nødder, for den slags har jeg altid godt kunne styre. Men hvis jeg står i Føtex og får lyst til at købe en pakke peanuts hjem for at hygge mig med, så bør jeg måske lade være. Det er mentaliteten om at jeg skal have noget at snacke på, der kan blive en farlig ting.
Det er også langt mere praktisk og sundt at lære sig selv at kunne nyde en film uden at tygge på noget, eller nyde sommerens sol uden at skulle drikke en sort brusende væske.

0 kommentarer: