Objektificering af slik

07 april Mikki Ragn 0 Comments

En af de metoder som har været vigtigst for mig, for at kunne undgå fristelserne, er evnen til at kunne abstrahere fra hvordan det jeg ser, potentielt smager. En slags 'objektivering af slik'.

Slik er ganske vidst allerede objekter, but thats besides the point. Det er noget som danner associationer, og når man er svært afhængig af dens søde smag, danner det især meget kraftige smags associationer. Man skal blot kigge på en kage eller et stykke slik, og man har straks en mental smag i munden, en klar forestilling om hvordan det mon smager. Nogen gange kan selv en kraftig farve på bestemte ikke-spiselige ting vække en imaginær smag af jordbær i munden.

Lad os tage et eksempel... Disse doughnuts ser ret spiseklar ud! Farvestrålende glasur og krymmel, man kan uden besvær forestille sig smagen af den knasende sukker og følelsen af den bløde luftige kage. Bortset fra de slet ikke er spiselige. Det er mobil vedhæng lavet af svampe skum og akryl gummi. Tanken om at spise plastik er egentlig ikke særlig appellerende, uanset hvor farvestrålende det er.

Hvad med den her? Hvem har lyst til at spise kattebæ og kattegrus? Man kan nærmest fornemme stanken bare ved synet, og man har bestemt ikke lyst til at forestille sig hvordan det smager!
Men, måske smager lige netop denne kattebakke ikke så skidt endda. Det er nemlig en kage. Kattegrusen er knuste kiks, og lortene lavet af chokolade.

Det illustrer hvor meget vi rent faktisk spiser med øjnene (og afskyr ved synet af andre ting). Og det er hele problematikken, når man bliver fristet. Dét, og så mulig lav blodsukker. Men hvis man kan spise med øjnene fordi man danner bestemte associationer ved synet af visse produkter, så kan man også gøre det modsatte. Ikke at man nødvendigvis skal forestille sig at chokolade er kattelort, det behøver ikke være afsky, bare distancering til de søde ting.

Hver dag når jeg går ned til storcenteret for at handle, går jeg forbi en bager med en masse kager i vinduet. Min kæreste har stadig svært ved at holde sig fra fristelserne, og vil gerne stoppe op og spørge (heldigvis i spøg) om vi ikke skal købe en Otello lagkage. Jeg ser kagerne, flødeskummen, marcipanen, Kaj kagerne og chokolade moussen, men jeg blokerer de associationer der giver mig en sød smag i munden. De vækker ikke større smagsmæssig begejstring end cyklerne parkeret i cykelstativet overfor butikken. De kunne være lavet af silikone, plastik og skum, og stadig se lige så realistiske ud. Jeg forestiller mig at de er lavet af ikke-spiselige materialer. Jeg har ikke lyst til at spise plastik. Jeg kunne lige så godt tygge i et kosteskaft.

Nogen gange kan smags associationerne næsten være en fordel. Især når man ikke har spist slik i lang tid, og prøver noget billigt skrammel. Det smager jo faktisk sjældent særlig godt, men man spiser det alligevel, bare fordi. Det er ret vigtigt at huske på den kedelige smag, for der er ingen grund til at lade sig narre og friste af noget der alligevel er en skuffelse.
Det er som om at jo mere farverig indpakningen er, jo værre er kvaliteten. Producenterne prøver at lokke med pangfarver der fanger ens opmærksomhed, men det er et farveskema ikke ulig dem man finder på vaskemiddel og shampoo. Det ville man jo ikke spise! Hvis jeg alligevel ikke kan se indholdet, hvorfor så blive fristet af en plastik pose?